Sydafrika

Krügerparken og Cape Town

I oktober var vi med Tembo Safari på tur til Nkambeni Tented Lodge i Krüger National Park. Vi boede i luksustelte m. bad, aircondition m.v.
På 2 heldagssafarier var jeg meget imponeret over, hvor tæt man kommer på de vilde dyr. Selv mit lille lommekamera har kunnet tage nogle fortræffelige billeder. Dyrene forbinder åbenbart ikke bilerne med noget spiseligt (spiser ikke dåsemad ?) og opfatter os heller ikke som en trussel. Vi var heldige at se The Big Five: elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard + giraf, zebra, flodhest, et utal forskellige antiloper, bukke og farvestrålende fugle.
Vi sejlede på Blyde River på bunden af en af verdens største kløfter. Tilbageturen gik ad Panoramaruten i Drakensbjergene.
Desuden var vi på natsafari, bushwalk, skolebesøg og Jane Goodalls Chimpanzee Eden.
Efter 9 overnatninger i Krügerparken fløj vi til Cape Town, hvor vi havde 4 overnatninger. Den største oplevelse var turen til Cape Det Gode Håb, hvor vi foruden et fantastisk natursceneri så hvaler, sæler, pingviner og strudse.
Vi var på vinsmagning i det kendte og smukke Stellenbosch område.
Havnefronten i Cape Town er et mylder af restauranter, forretninger, musik, gøgl - og først og sidst turister.
Alt i alt har det været en afvekslende og oplevelsesrig tur, hvor alting klappede til mindste detalje. Det eneste minus for os var "indespæringen". Vi er vante til at snuse rundt på egen hånd, men i Krügerparken måtte vi nødvendigvis være hegnet ind og i Cape Town kunne vi på grund af kriminalitet kun færdes i dagtimerne og i bestemte områder.
Åhhh - man bliver helt åndeløs, når 3 hunløver med 5 unger passerer lige foran bilen.
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE